Dybvads historie:
Dybvad er en rigtig stationsby, anlagt omkring stationen, som blev bygget i 1899, da Fjerritslev - Frederikshavn banen blev anlagt. Grundlaget for en ny by her var tilstede da der var forholdsvis langt til den nærmeste købstad. Omtrent samtidig med stationens bygning blev der også bygget en købmandsbutik og grunden blev lagt til byens første industri, et teglværk. Snart efter kom de første beboelseshuse, flere butikker og mere industri. I byen er der flere eksempler på god dansk byggeskik, æstetikken var en del af bymenneskets identitet i forhold til det omgivende bondesamfund, og der ses flere eksempler på god dansk håndværkstradition i byen.
Dybvad ligger omkring 12 km sydvest for Sæby, omkring seks km nordøst for Flauenskjold, på morænen der grænser ned mod litorina sletten, der som en ”tungeformation” breder sig ind i landet, og hvorigennem Voer Å løber. Kulturmiljøet omfatter byens gamle centrum med stationsbyhusene opstået omkring Jernbanegade, gadeforløbene gennem byen (bl.a. med Tværvej, hvor flere håndværkere havde til huse), Idskovvej med missionshus og smukke villaer, en gamle brugsforening på Aalborgvej, Elektricitetsværket ligeledes på Aalborgvej og nord herfor vandtårnet fra 1919. Desuden er kulturmiljøet omfattet af byparken, området omkring den nedlagte station og den gamle teglværksgrund. Baggrunden for udpegningen er grundet i den store fortællerværdi disse bygninger, gader og ”grønne områder” udgør, når stationsbyens udvikling fortælles. For netop her har man stadig et samlende hele.
Banen:
Stationsbyen Dybvads historie begynder med åbningen af Fjerritslev-Frederikshavn banens åbning i 1899. Efter flere års forhandlinger var det lykkedes at blive enige om anlæg og linieføring af banen, og Dyvadgårds ejer ingeniør Søren Winkel blev hovedentreprenør på strækningen Frederikshavn-Agersted. På Dyvadgårds jorder blev anlagt en station, fordi banen her krydsede Sæby-Aalborg landevej og samtidig ville byens bebyggelse komme til at ligge umiddelbart udenfor Sæby købstads ”læbælte”, der strakte sig 1½ mil eller ca. 11 km. fra købstadens torv. Det første tog fra FFJ-selskabet kørte ind på Dybvad station den 17. juli 1899. Byen er udstykket fra Dybvadgård hovedgård.
Pionerånd:
Byen voksede hurtigt og var fra første færd præget af en særlig pionerånd. Godsejer Søren Winkel, der ejede al den jord, hvorpå den nye by voksede frem, havde fra begyndelsen planlagt bebyggelsen. Tværvejen fra Brønderslev blev udbedret og reguleret og blev nu som Jernbanegade ført igennem til stationen. Gaden var den akse, hvorfra der blev udstukket gader og byggelinjer, hvilket stadig kan iagttages. Jernbanegade slutter ved den tidligere station, som blev opført på bar mark i 1899. Byens nærmest eksplosive vækst de første år hang utvivlsomt sammen med dens gunstige beliggenhed, som et centralt trafikknudepunkt i Østvendsyssel, lige akkurat udenfor Sæbys handelslæbælte. Hurtigt fik byen funktion som oplandets servicecenter. Handel og håndværk var de dominerende erhverv, og der kom også industri til byen.
Som udtryk for byens fremdrift fik Dybvad på et tidligt tidspunkt elektricitetsværk (1913). Dybvad fik Kommuneskole i 1900 (udvidet i 1917), og i 1907 åbnede Sæby Bank en filial. Byen fik Sygekasse i 1910 og læge i 1911. I 1913 elektricitetsværk og fire år senere vandværk (smukt rødt vandtårn 1919), og de følgende år blev stationsbyens storhedstid.
Rige lerforkomster:
Allerede i 1890’erne havde man konstateret rige lerforekomster tæt ved den projekterede banelinje. Et aktieselskab bag Dybvad Teglværk blev dannet i 1898 af Dybvadgårds ejer Søren Winkel. Teglværket opførtes og umiddelbart før banens åbning var det i drift. Teglværket producerede mursten, tagsten og drænrør, og især blev teglværkets røde facadesten kendt for sin fine røde farve og gode holdbarhed.Byens huse De fastansatte teglværksarbejdere boede i byen, og arbejdspladsen kom til at præge Dybvad allerede fra dens første år. Teglværket fik betydning for byens fysiske og økonomiske udvikling. Teglstene genkendes i byens ældste huse – derfor kan der med rette tales om ”den røde” stationsby. Ler blev gravet lokalt og endnu i dag vidner vandfyldte huller om denne udnyttelse.
Masser af forretninger:
Skråt over for stationen opførte købmand Carl Johansen fra Flauenskjold en 2-etagers forretningsbygning. Her åbnede han en kolonial og grovvareforretning. Inden for de næste år opstod flere specialforretninger og konkurrerende købmænd. Købmand Carl Johansen måtte dog sælge forretningen, idet han gik konkurs, og i 1908 overtog købmand P. Hansen ejendommen og oparbejdede en stor og solid købmandsforretningen. Udover købmandsbutikken var der bl.a. manufaktur- og papirhandel. Under første verdenskrig engagerede købmanden sig i tørvegravning og ejendomshanel og lod i 1914 opføre en prægtig privatbolig på Idskovej 1. I 1915 oprettedes en brugsforening. Der kom bager, slagter, høker, gartner, bødker, urmager, skrædder, skomager, hotel, sadelmager, murer m.v. De næringsdrivende boede i huse, hvor de også havde deres værksted eller butik. Teglværksarbejderne derimod lod opføre små beboelser, f.eks. som på Rugholmsvej, der har fået navn efter teglværksarbejder Niels Rugholm, der var den første, der byggede på vejen.
Nær jernbaneoverskæringen i nord, opstod Drosselvej med sine huse i bedre byggeskik fra 1919-21 og siden hen Østergade, som en udstykning fra Arentsens savværk i den nedlagte kartoffelmelsfabrik. De første huse på Østergade var en række arbejderboliger, der blev bygget i 1940’erne. I 1962 købte sognerådet et område med kolonihaver ud mod Idskov og udstykkede et kvarter på de daværende gader Elmevej og Birkevej, hvor der blev opført 19 nye boliger. Gaderne ændrede navn efter kommunalreformen og kvarteret blev udvidet med Kærsangervej, en udstykning af en statsejendom. Dette område er blevet et af byens seneste parcelhuskvarterer. De første villaer dukkede op i området ved Søparken omkring 1970. Byens gamle lystanlæg nord i byen blev nedlagt for at give plads til et nyt industri og boligområde. Den første virksomhed blev maskinsnedkeriet Gunner Jensen, der etablerede sig her i 1965. Sideløbende specialiserede firmaet sig til det senere Dybvadkøkken. Også Dybvad Stålindustri nedsatte sig her i industriområdet, det varen virksomhed der oprindelig var opstået i 1966 som Dybvad Industribyggeri, men som tog tog sit nuværende navn i 1978.
Den første kartoffelmelsfabrik oprettedes allerede 1916, men måtte dog stoppe produktionen i 1921. Fra 1928-40 husede fabriksbygningen et privat svineslagteri. I 1933 opførtes en ny kartoffelmelsfabrik ved siden af den forhenværende. Kartoffelmelsfabrikken var en andelsvirksomhed og hed ”Vendsyssel”, og den var et resultat af regeringens indgreb, der skulle bringe landet ud af den økonomiske krise. Med et importstop for kartoffelmel ønskede staten at gøre landet selvforsynende med kartoffelmel. Denne produktion af kartoffelmel blev ”hvidt guld” for mange betrængte landmænd i 1930’erne. En gensidig afhængighed mellem land og by var tydelig markeret i erhvervsmønstret. Kartofler og svin blev i stor stil kørt fra landmændene til fabrik og slagteri. Dybvad Teglværk fik god afsætning gennem omegnens landbrugsbedrifter, når der blev bygget eller landmændene skaffede drænrør. Flere af kartoffelmelsfabrikkens arbejdere bosatte sig i statslånshuse på Sivertslevvej. Flere var husmænd og supplerede landbruget med sæsonarbejde (på fabrikken om vinteren).
Endnu en ting var medvirkende til at bringe land og by tæt til hinanden: I mellemkrigstiden blev der taget initiativ til at få merglet de kalkfattige jorde på Dybvadegnen. I 1929 blev der stiftet et mergelselskab med bl.a. godsejer, civilingeniør Petrus Winkel. Selskabets arbejdsområde omfattede elleve sogne, deriblandt alle sogne i den nuværende Sæby kommune. I 1930 begyndte arbejdet med opgravning og udkørsel pr. jernbane fra mergellejerne ved Dybvad. Bl.a. blev der gravet mergel i ”Søparken”. Arbejdet ophørte i 1936 og et ca. 20 tdr. stort område lå øde hen. Statens Jordlovsudvalg overtog Dybvadgård til udstykning og arealet blev overdraget Håndværker- og Borgerforeningen og en egentlig tilplantning af området blev sat i værk.
Den senere udvikling:
I 1940 nåede byen sit hidtil højeste indbyggertal på 940. Tiden efter 1945 var hård for byen. I det første ti-år mistede byen omkr. 100 indbyggere. Fra 1955 til 1965 faldt indbyggertallet yderligere fra 849 til 793. Siden har indbyggertallet ligget nogenlunde konstant. Efter 1945 havde byen kommunekontor, teknisk skole, bibliotek, privat realskole, park, biograf, teglværk, savskæreri og fællesmejeri. Alt sammen er nu borte. Jernbanen blev nedlagt i 1968, kartoffelmelsfabrikken flyttede sin produktion i 1977 og i 1980 nedlagdes byens ældste virksomhed, teglværket. Også flere værksteder, maskinværksteder, møbelsnedker, urmager, guldsmed, karetmagere, de tre bagerier m.v. , som endnu eksisterede omkr. 1945, er i dag forsvundet. Nye virksomheder så dagens lys, som maskinfabrik (Bdr.Frederiksen), som blev særlig kendt for deres ”Jyden” kværne. Desuden en foderstofforretning, et bilværksted, en autoforretning samt vognmandsfirmaer. I byens nordøstlige del opstod et nyt industriområde med maskinindustri og stålindustri, Dybvad Stålindustri (1966).
Fra de ældste tider har trafikken gået igennem Dybvad, men i forbindelse med en større sanering af de nordjyske hovedvejsstrækninger, blev en ny omfartsvej indviet i 1987 vest om Dybvad. Endnu skimtes bygningernes funktion som butikker på flere af byens huse, bl.a. på Jernbanegade og Winkelvej. Mange af byens huse er karakteristiske for deres arkitektur og har en høj bevaringsværdi.
Byen er stadig karakteristisk og typisk som ”rød stations by”. Byens huse, der oftest var opført af lokale håndværksmestre, viser fint modestrømninger inden for arkitekturen. Arkitekturen afspejler således, hvad det var for perioder byen voksede i. Især findes der fine eksemplarer på byggeskikken fra 1900-1930’erne. Byggerierne havde et købstadspræg, der ikke var almindeligt for små stationsbyer. Ambitionerne var som udgangspunkt i Dybvad. Gennem det købstadsprægede bygninger med smukke detaljer, så som ornamentik på stationsbyens huse kunne man distancere sig til det omgivende bondesamfund.
Dybvad kan ses som et sammenhængende kulturmiljø, der eksemplarisk belyser byens udvikling fra stationsby til industri- og produktionsby med tids-tilsvarende boliger. Byen er et godt eksempel på den ”ægte” stationsby
